Posts Tagged ‘gulvlag’

Sjældne hustomter i Søften

16. maj 2013

I sidste uge startede vi fra Moesgård Museum op på en udgravning i Søften Erhvervspark.

Vi forventede at skulle undersøge en traditionel boplads fra ældre romersk jernalder, ca. år 1-100 e.Kr, med huse i form af stolpehuller, nogle bopladsgruber samt kulturlag med bopladsaffald.

Overraskelsen er derfor stor, da det nu viser sig, at kulturlagene dækker over bevarede gulvlag og andre interessante detaljer omkring huskonstruktioner og stenlægninger omkring dem.

Usædvanligt for Østjylland

I andre dele af landet kender vi flere eksempler på meget velbevarede hustomter, eksempelvis huse med brolægninger i Vestjylland, og huse i såkaldte byhøje fra Nordjylland og det øvrige Limfjordsområde, med mange detaljerede oplysninger bevaret. Men det er meget usædvanligt, at vi i Østjylland finder hustomter med bevarede gulvlag og andre konstruktionsdetaljer.

Ind til videre er vi i gang med at udgrave en hustomt med en grov stenlægning eller stenfundering, hvor over der er lagt et gulvlag af sammenstampet ler og jord. Der er også detaljer af vægforløb og de såkaldte ”tagdryp”, der består af en stenlægning langs tagudhænget.

Arbejdet er stadig i sin indledende fase, så vi ser frem til hvad der må komme af yderligere resultater.


%d bloggers like this: